De hér grove hashbrowns er en virkelig nem lille sag. Hashbrowns kan bruges som snack, evt sammen med noget dyppelse - eller som tilbehør til en god salat, fisk eller et stykke kød. Eller på helt amerikansk vis til morgenmad, sammen med pølser, æg og andet godt.
Da jeg lavede kartoffelskræller med stenbiderrogn hos Signe, havde jeg en masse lækre, små bagte kartofler tilovers. Og resterne af kartoffelkødet fra de kartofler der blev brugt til stenbiderrognen.
De kunne i princippet blot være vendt med feks. hvidløgssmør og urter og serveret som de var. Men tænkte at de de skulle foldes lidt mere ud.
Denne portion er rigelig til 4 personer. Du skal bruge:
1,5 kg små, grundigt skyllede, kartofler med skræl
2 fintsnittede skalotteløg (jeg kan godt lide hvis de er snittede og ikke hakkede)
1-2 spsk. olivenolie
2 spsk. cremefraiche 38%
2 æg
50 g. reven parmesan
Salt og friskkværnet sort peber efter smag
Bag først kartoflerne ved 220 grader til de er helt møre. Det gør ikke noget at der kommer en sort plet hist og her og at skrællen bliver meget mørk.
Når kartoflerne er kølet lidt af, hakkes og moses de groft med skrællen stadig på. Der må meget gerne være struktur tilbage og hele stykker kartoffel.
Bland nu kartoflerne med resten af ingredienserne og sæt nogle gode klatter på bagepapir - og bag dem i ovnen ved 220 grader i 10-15 minutter til de har sat sig - og har taget noget farve. Lad dem køle en smule af og server. Velbekomme!
Tip: Du kan tilsætte krydderier, krydderurter og f.eks. hvidløg. Eller du kan vælge andre oste. Blåskimmel eller vesterhavsost eller noget helt tredje. Du kan variere dem helt som du vil.