Pasta Linguine med kødboller og Tomatsauce / Foto: Randi Hagemann

Pasta Linguine med kødboller og tomatsauce

Jeg tror at det hér er noget af det bedste comfort food jeg overhovedet kan få. De seneste år er jeg blevet mere og mere glad for god linguine. Det er min go to pasta. Den har struktur og jeg kan virkelig godt lide den mundfølelse den har. Ofte bliver den brugt til pastaretter med fisk og skaldyr. Men jeg synes at den er helt på sin plads hér også.

Du kan sagtens skifte linguine ud med spaghetti eller bucatini. Eller din favoritpasta. Jeg er ikke super rigid ifht. hvor pastatyper traditionelt passer. Hvis det føles godt at spise det - er det fint for mig. Og linguine passer perfekt hér.

Opskriften hér er til fire personer. Du har nok en god rest til dagen efter.

Tomatsauce

1 løg
2 fed hvidløg
1 spsk. olivenolie
150 g. friske hakkede daddeltomater, san marzano tomater eller lignende smagfulde tomater
4-5 dl. flåede, hakkede tomater i god kvalitet
1/2 dl. hvidvin
1 rød peber, skåret i små tern (kerner og de hvide lameller skåret fra)
1/2 dl. koncentreret tomatpuré
2 - 3 spsk hvidvinseddike
1 spsk. balsamico
1 - 2 spsk citronsaft
1 tsk. reven citronskal fra en økologisk citron
1 tsk. sukker
1-2 laurbærblade
2-3 kviste. oregano (stilkene tages fra)
Salt og peber

Fremgangsmåde

Hak løget fint og og steg det ved middel varme i en gryde i olivenolie til løgene bliver klare – ca. 3 minutter. Hak hvidløg fint og tilsæt. Lad dem svitse med løgene i 1 minuts tid. Løgene må ikke tage farve. Svits tomatpuré i gryden og tilsæt herefter vin, hvidvinseddike, balsamico og citronsaft. Lad det simre ind til ca. det halve.
Tilsæt herefter friske hakkede tomater og flåede tomater, peberfrugt, reven citronskal, sukker, oregano, laurbærblade og et par kværn sort peber .
Lad nu sovsen simre i 30-40 minutter ved lav varme under låg. Smag til med salt, peber citron osv.

Kødboller

300 g. hk. oksekød i god kvalitet med en høj fedtprocent 
200 g. hk. svin i god kvalitet med en høj fedtprocent
50 g. finthakket bacon i god kvalitet (husk at skære det seje skind af)
1 finthakket løg
2 kviste oregano (bladene)
2 revne fed hvidløg
2 duske hakket persille
1 mild udkernet chili, hakket
1/2 forårsløg, fintsnittet
2-3 spsk rasp
2 æg
Salt og peber
1/2 dl. olivenolie til stegning
100 g. smør til stegning

Fremgangsmåde

Alle ingredienser røres forsigtigt sammen. Konsistensen på farsen skal være fast, men ikke for hård. Og den må helst ikke være "lang" som den kan blive, hvis du rører den for kraftigt. Hvis farsen er for løs, kan du justere med lidt mere rasp. Men brug så lidt rasp som overhovedet muligt. Det gør ikke noget at farsen er lidt våd til at starte med. 
Steg en lille “prøvefrikadelle” for at smage om smagen sidder i skabet. Eller smag på farsen [Vigtigt: du må kun smage på farsen når du lige har rørt den]. Lad herefter farsen hvile i 30 minutter på køl, så den sætter sig. 
Form nu kødboller af farsen. Kødbollerne skal være runde og lidt større end en golfbold. Steg dem brune i varm olie og brusende smør. Læg ikke kødbollerne for tæt på panden - og læg lidt på ad gangen. Ellers risikerer du at panden og fedtstoffet køler for meget ned, og du ender med at koge kødbollerne i stedet for at stege dem. Sørg for at hele tiden med en ske at vippe det brusende fedtstof over de sider af kødbollerne der ikke er i kontakt med fedtstoffet, sådan at du får en jævn stegning. De må godt blive meget brune hele vejen rundt, men de behøver ikke at være gennemstegte.
Når kødbollerne er brunet godt af hele vejen rundt, lægges de forsigtigt i den simrende tomatsauce - og pocheres færdige héri.

Tomatsauce og kødboller må gerne simre, ved lav varme, sammen i ca. en halv time inden servering. Saucen skal ikke koge tør - hold øje og tilsæt væde om nødvendigt.
Smag saucen til med salt, peber, citronsaft mv.

Saml retten

4-500 gram pasta linguine i en god kvalitet.
Smør som finish.
Parmesan og hakket bredbladet persille (og evt. lidt reven citronskal) til servering.

Fremgangsmåde

Kog pasta efter anvisning på pakken (husk nok salt). Si pastaen (der må gerne blive en skvæt pastavand tilbage i gryden) før den er kogt helt mør og sving det sammen med en klat smør og en god skefuld tomatsauce (1-2 dl.) i den varme gryde. Lad tomatsaucen simre ind, så den integreres med pastaen. Server sammen med kødboller og en ekstra skefuld tomatsauce, reven parmesan og et drys persille.

Serveres med brød og olivenolie, gode olivener og salt. Og et godt glas rødvin.

Det er ikke fancy! Men hold kæft hvor er det godt!
Velbekomme!

Tip

Du kan med fordel bruge vildsvin. Eller lam. Eller en god blanding af kødtyper. Prøv dig frem. Det vigtige er at du sørger for ikke at bruge for magert kød.